Historien om æslet

Hver tirsdag går jeg i skole, jeg lærer om kommunikation på alle led og kanter. Det er faktisk grunden til at jeg startede denne blog, fordi vi skulle kommunikere noget ud om os selv.

Jeg har to fag, som minder meget om hinanden, de lærer begge om kommunikation.

Det ene fag er Kommunikation - Planlægning og Sprog, hvor vi lærer om kommunikation generelt. Det andet fag er Webkommunikation, og det koncentere sig specielt om kommunikation på internettet.

Her i går snakkede vi så om du, De, kære og opstilling af breve. Vi nåede frem til, ligemeget hvad du gør, så kan du ikke gøre alle tilfredse.

Så snakkede vi senere om farver på hjemmesider. Her nåede vi også frem til, ligemeget hvad du gør, så kan du ikke gøre alle tilfredse.

Det mindede mig om en historie, jeg hørte engang om en far, en søn og et æsel...

Faren havde et æsel, som han ville tage til byen og sælge på markedet, han spurgte sin søn, om han ville med. "Ja, det vil jeg!" svarede sønnen begejstret.

De drog så afsted, faderen trak ælset og sønnen gik ved siden af.

De var ikke nået særligt langt før de mødte en gammel mand. "Hvad tror I, at I har et æsel til? En af jer burde da sætte sig op på det!" vrissede han efter dem.

"Tja" sagde faderen, "det kan der da være noget om, sæt du dig heller op, min søn". Så satte sønnen sig op, og de fortsatte mod byen.

Inden længe mødte de to nabokoner, som stod og sladderede til hinanden over hækken, og da de så sønnen på æslet, som blev trukket af hans fader, udbrød de: "Nej, det er for galt, skammer du dig ikke sådan at lade din fader gå, mens du sidder og dovner den!? Du burde lade ham sidde på æslet! Altså ungdommen nu om dage!"

"Tja", sagde faderen, "det er nok bedre, at vi bytter plads". Så steg sønnen ned fra æslet, og faderen satte sig op.

Det varede ikke længe, før de kom forbi et ægtepar, som var ude og gå en tur, og da de så faderen på æslet, som blev trukket af sønnen, udbrød de: "Hvor er De dog selvvisk at sidde der på æslet, og bare lade Deres søn gå og trække! Nej du burde lade ham ride sammen med dig!"

"Nå, du må heller også sætte dig herop, min søn", sagde faderen, og sønnen satte sig op på æslet sammen med faderen.

Efter et stykke tid mødte de en ældre dame, som var ude og gå en tur med hendes uldtot af en hund. Da hun så dem komme riddende på æslet, udbrød hun: "Jamen dog! Arme dyr! At I dog ikke skammer jer, sådan at belaste det æsel. Det burde være jer, som bære det stakkels dyr!"

Faderen og sønnen kiggede på hinanden, og faderen sage: "Ja, det må vi jo så heller gøre". De steg begge ned fra æslet og efter meget tumult, lykkes det dem at få løftet æslet og bære det afsted, selv om æslet bestemt ikke var særlig begejstret for at blive båret.

Da de endelig kom frem til byen, kan du nok forestille dig, hvor mærkeligt et syn, det må have været, at se faderen og sønnen bærer rundt på æslet. Folk kunne ikke tror deres egne øjne og grinede af dem og gjorde nar. "Ha, ha, I er da vist ikke helt kloge!", "I burde vist låses inde på et galeanstalt".

Ja, det var historen om æslet, som jo tydlig viser, du kan bare ikke gøre ALLE tilfreds!